Enhedslisten
Sundhedspolitisk udvalg
Koordineringsgruppen
NEAA 1908-2023
PROGRAM
Temamøde om privatisering i sundhedsvæsenet og konsekvenserne heraf
tirsdag den 24. oktober 2023 kl. 19.00-21.30 på Zoom
19.00-19.10 Log på og kort introduktion
v. Sundhedspolitisk udvalgs Koordineringsgruppe
19.10-19.35 Udbredelsen af sundhedsforsikringer og konsekvenser for lighed i adgang til sundhedsydelser.
v. professor Mickael Bech, Institut for Statskundskab, SDU
Mickael Bechs oplæg kan findes her: https://sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/sites/126/2023/10/Mickael-Bech-privatisering-oktober-2023.pdf
19.35-19.50 Afklarende spørgsmål og svar
19.50-20.15 Aktivitetsudviklingen i private hospitaler og klinikker – og konsekvenserne for de offentlige sygehuse og deres personale
v. vicedirektør Naja Warrer Iversen, Danske Regioner
Naja Warrer Iversens oplæg kan findes her: https://sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/sites/126/2023/10/Oplaeg-til-EL-sundhedspolitiske-udvalg-den-24-oktober.pdf
20.15-20.25 Afklarende spørgsmål og svar
20.25-20.30 Kort pause
20.30-20.55 Internationale udviklingstendenser i sundhedssystemer og -finansiering, med særlig fokus på de nordiske systemer
v. professor Karsten Vrangbæk, Center for Health Economics and Policy, KU
Karsten Vrangbæks oplæg kan findes her: https://sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/sites/126/2023/10/privatiseringSundhedAeldre.pdf
20.55-21.25 Spørgsmål og debat med oplægsholderne
21.30: Afrunding
Programmet kan hentes her: https://sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/sites/126/2023/09/Temadag-241023-program.pdf
KOORDINERINGSGRUPPENS RESUMÉ OG OPSAMLING PÅ KONKLUSIONER
Privatisering, finansiering og forsikring
Det er vigtigt at være præcis i brugen af begrebet ‘privatisering’, der kan rumme en bred vifte af offentlig regulering af privatdrevet produktion, lige fra et egentligt frit marked for salg af ydelser over produktion der er reguleret af aftaler og overenskomster, til konkurrenceudsættelse af offentlige ydelser. Også finansieringsformen falder ind under privatisering, når der er tale om egenbetaling eller forsikringsfinansiering.
Et sundhedsvæsen kan vurderes på f.eks. befolkningens sundhedstilstand, kvaliteten i ydelserne, udgifter pr. indbygger og på kriterier som lighed i adgang, brugertilfredshed og demokratisk legitimitet.
Siden 2010 er der ikke sket mærkbare forskydninger i den samlede finansiering af sundhedsudgifterne i Danmark, dog har egenbetalingen øget sin andel lidt, mens de frivillige sundhedsforsikringers andel er uændret.
For forsikringsselskaber og pensionsselskaber er sundhedsforsikringerne en god investering, idet besparelserne ved undgået sygdom eller pensionering hurtigt overstiger udgiften til finansiering af ydelser.
Egenbetaling på sundhedsydelser giver altid social slagside og personer med høje udgifter til egenbetaling har relativt dårligere helbred, målt som højere risiko for død, aktivitetsbegrænsninger og risiko for depression.
Hvorimod personer med sundhedsforsikring har relativt bedre helbred, også når man tager hensyn til, at det er en selekteret del af befolkningen.
Vores konklusioner:
Forsikringskunder genererer mange overflødige undersøgelser og evt. behandlinger. Forsikringerne medvirker til et samlet større forbrug af sundhedsydelser, der kommer de velstillede til gode.
De forsikringsbetalte sundhedsydelser har endnu ikke nået et større omfang, men det seneste 10-års vækst i antal forsikrede, der nu er nået over 2 mio. danskere, er markant.
Den hårdere prioritering af det offentliges behandlingstilbud, som bl.a. Robusthedskommissionen anbefaler, kan derfor risikere at medføre et øget brug af forsikringsbetalte ydelser i privat regi.
Brugen af privathospitaler
Brugen af privathospitaler på det offentliges regning er øget kraftigt i årene 2020-2022 som følge af indhentning af corona-efterslæbet, men regionerne er blevet tilført særlige midler til formålet.
Antal henvisninger fra offentlige sygehuse er i perioden steget med 50 % og antallet af operationer er fordoblet.
Endnu udgør udgiften til privathospitaler og klinikker dog i 2022 kun 1½ % af regionernes samlede sundhedsudgifter. Nu er den ekstraordinære statslige ressourcetilførsel afløst af akutpakkens mere begrænsede midler.
De senere år har det offentlige stået for ca. 45% af privathospitalernes aktivitet, forsikringskunder knap 40% og selvbetalere for 15-20%. Fordelingen er ret stabil. Hovedparten af privathospitalernes aktivitet falder inden for radiologi (røntgen og scanning) og inden for ortopædkirurgi.
Da privathospitalernes aftalte aktivitet fortsat er og vil forblive høj, har det sat en økonomisk klemme på regionerne, der samtidig er klemt af mere akutaktivitet, højere medicinudgifter, mere aktivitet i praksissektoren mv. Spørgsmålet er hvad det ‘normale’ aktivitetsniveau for privathospitalerne er.
Vores konklusioner:
De private hospitaler og behandlere tager sig fortsat overvejende af de lettere og let effektiviserbare sundhedsydelser.
Der vil derfor også fremover være et øget pres på det offentlige sundhedsvæsen, der skal varetage de akutte opgaver og de komplekse patienter og ældre patienter.
Så længe det offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde den bedste kvalitet i ydelserne, vil borgerne foretrække det.
Øget aktivitet i den private sundhedssektor harmonerer ikke med ønsket om et mere sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af de offentlige (og de private) sektorer
Udlicitering af offentlige opgaver
Erfaringer med udlicitering af offentlige opgaver viser ikke entydige resultater i henseende til besparelser; nordiske sammenligninger viser, at de klareste økonomiske fordele opnås ved udlicitering af klart definerede opgaver, oftest i de tekniske sektorer (veje, affald, mv.)
Der er dog betydelige usikkerheder i sammenligningerne, som beror på en række specifikke nationale forhold.
På det sociale område er resultaterne uklare, og det gælder også i kvaliteten i opgaveudførelsen. F.eks. synes de offentlige plejehjem at score højest på strukturelle mål som personalets uddannelse og boligkvaliteten, mens privatdrevne hjem scorer højere på procesmål som f.eks. individuelt tilpasset pleje.
Vores konklusioner:
Konkurrenceudsættelse og udlicitering af offentlige opgaver inden for social- og sundhedssektoren medfører ikke bedre kvalitet i opgaveløsningen og heller ikke lavere omkostninger.
Til gengæld er konsekvensen ofte en forringelse af arbejdsvilkårene for de ansatte, hvilket har medført at de udliciterede opgaver flere steder har måtte tages tilbage til offentligt regi.
Det bedste værn mod forsøg af denne art kan være at integrere serviceydelserne og det tilknyttede personale i kerneydelserne, så de udgør en sammenhængende helhed.
.