Møde i Koordineringsgruppen 28. februar 2024

Enhedslisten
Sundhedspolitisk Udvalg
Koordineringsgruppen

NEAA 020324

Referat af møde i Koordineringsgruppen 28. februar 2024

Til stede: Margit Velsing Groth, Else Kayser, Peter la Cour, Bernard Jeune, Kristjar Skajaa, Niels-Erik Aaes
Afbud: Carli Hækkerup (tilforordnet)

  1. Velkomst og præsentation
    Punktet udgik.

2. Check af dagsorden
Dagsorden godkendt.

3. Positionspapiret: Socialistiske kernetemaer
Vi var enige om at der var tale om et ideologisk præget papir med fokus på sundhedsvæsenet, i første omgang beregnet som støttepapir for Runa Friis, når Sundhedsstruktur-kommissionen afleverer sin rapport. Papiret er derfor ikke konkret detaljeret med forslag til sundhedsvæsenets indretning, men mere defensivt i sit præg, eftersom vi formoder at kommissionens modeller vil gå ad veje, der ikke flugter med Enhedslistens holdninger.

Herefter faldt en række kommentarer til det foreliggende udkast, som Niels-Erik skriver videre på med henblik på diskussion med Runa og regionale og kommunale folkevalgte i møde 7/3-24.

4. Møde med Runa og regions- og kommunefolk 7/3
Det forlyder at Sundhedsstruktur-kommissionen vil barsle med en rapport omkring 1. april 2024. Der er tidligere kommet flere udspil fra både Danske Regioner og KL.

Vi havde en diskussion om aktiviteterne i det nære sundhedsvæsen: muligheden for at sikre faglig kvalitet ved at regionerne overtager flere opgaver i et énstrenget sundhedsvæsen kontra hensynet til at sikre sammenhæng i den sociale og sundhedsmæssige service for befolkningen lokalt. Dette vil blive en central diskussion i mødet 7/3, uden at vi har set kommissionens modeller.

Mødet har således to formål, dels – hvis muligt – en afklaring af ovenstående og andre konkrete spørgsmål, dels at forsyne Runa med viden og synspunkter til den forestående debat.
Else og Kristjar laver forslag til en dagsorden til mødet og sender ud, så vidt muligt i weekenden.

5. Temamøde om unges mistrivsel 5.marts 2024
Der er ca. 25 tilmeldte til mødet – udover Koordineringsgruppen. Det må konkluderes at obligatorisk tilmelding ser ud til at have en god effekt.
Vi afprøver teknik med oplægsholderne umiddelbart inden mødet. Kristjar er mødeleder.

6. Næstfølgende tema/medlemsmøde
Det vil være relevant at holde et møde om ’Sundhedsstuktur og Enhedslistens position’, for at inddrage medlemmerne og de folkevalgte i diskussionen af vores kernetemaer og andre meldinger fra Enhedslisten. Et fysisk møde er foreslået og kunne foregå i Odense. Antagelig i april.
Drøftes også i mødet den 7/3.

7. Invitation til deltagelse med oplæg på sommerlejren i uge 30
Oplægget er spændende, men tidspunktet passer ingen. Margit formidler videre til Psykolognetværket.

8. Nyt fra ME-gruppen
Arbejdet løber i to spor:
– forberedelse af en lukket høring i Folketinget i foråret. Runa deltager i forberedelsen. ME-foreningen har foreslået oplægsholder.
– Iværksættelse af videnafdækning ved en ekstern leverandør. Udbudsgrundlag forestås af SST, som ME-foreningen med Bernard og Peter har holdt møde med. Hvad der skal følge efter denne videnafdækning er uklart, men skal besluttes i Folketingets sundhedsudvalg.

9. Evt. og mødekalender
Kommende møder udover 5/3 og 7/3 er for Koordineringsgruppen 21/3, 25/4 og 30/5.

Ref: Niels-Erik