Årsberetning 2021-22

ENHEDSLISTEN
Sundhedspolitisk udvalg
Koordineringsgruppen

21. marts 2022
NEAA

ÅRSBERETNING FOR ENHEDSLISTENS SUNDHEDSPOLITISKE UDVALG 2021-22

Medlemsstatus
Sundhedspolitisk udvalg har ved udgangen af februar 2022 50 medlemmer. Medlemmerne har en bred baggrund, de fleste dog inden for sundhedsfaglig beskæftigelse. Alderssammensætningen er bred, de fleste dog i den høje ende. Geografisk er medlemmerne spredt, dog flest i de største byer.

Mødevirksomhed
Udvalget gennemførte 10. juni 2021 et temamøde på zoom om ulighed i sundhed med oplæg af professor Finn Diderichsen, Københavns universitet, og daværende sundhedspolitiske ordfører Pernille Skipper.
Mødets afsæt var rapporten ”Indsatser mod ulighed i sundhed”, som er udgivet af Københavns Universitet og Sundhedsstyrelsen. Den beskriver, hvor man kan sætte ind for at nedbringe social ulighed i sundhed og bygger på en systematisk gennemgang af den eksisterende viden. Mødet havde op til 28 deltagere.
Et opfølgende temamøde med fokus på et konkret projekt til bekæmpelse af ulighed i sundhed var planlagt til afholdelse i efteråret 2021, men måtte desværre aflyses og søges i stedet gennemført i foråret 2022.

Kontakt til folkevalgte
Med sigte på den kommende 10 års plan for udviklingen af det psykiatriske område, nedsatte Sundhedspolitisk udvalg medio 2021 en baggrundsgruppe, der skulle bistå Enhedslistens ordfører(e) med vurderinger af Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til psykiatriplanlægningen, og komme med input i forbindelse med de politiske forhandlinger om planen.
På grund af forsinkelser i udsendelsen af det faglige oplæg, er baggrundsgruppen først kommet i gang med arbejdet i foråret 2022. Redegørelse for arbejdet i baggrundsgruppen indarbejdes efterfølgende.

I lighed med 2021 forestod Sundhedspolitisk udvalg ved REKOKO konferencen 5. februar 2022 en sundhedspolitisk workshop, denne gang med fokus på Enhedslistens forventninger til en kommende sundhedsreform, hvor udvalgets Koordineringsgruppe har udarbejdet et oplæg. I workshoppen blev oplægget præsenteret af Peter Orebo Hansen.

Udvalgets Koordineringsgruppe har i det seneste års tid holdt jævnlige møder med sundheds- og psykiatripolitisk ordfører Peder Hvelplund, hvor bl.a. ovennævnte oplæg er blevet gennemdrøftet.
Der er i forbindelse med den kommende sundhedsreform nedsat endnu en baggrundsgruppe med deltagelse af kommune- og regionsrepræsentanter, den sundhedspolitiske ordfører og velfærdskonsulenten samt to repræsentanter for Sundhedspolitisk udvalgs Koordineringsgruppe.

Interessegrupper
På forslag fra et par medlemmer af Sundhedspolitisk udvalg, har disse taget initiativ til nedsættelse af interessegrupper om henholdsvis miljø og sundhed og om EMF. Udvalgets medlemmer er inviteret til at deltage. Redegørelse for interessegruppernes arbejde vedlægges særskilt (se nedenfor).

Hjemmeside
Sundhedspolitisk udvalg har en hjemmeside, der dels rummer orientering om udvalget og dets arbejde, dels generelt aktuelt sundhedspolitisk og sundhedsfagligt stof. Enhedslistens Sundhedspolitiske delprogram og partiets forskellige udmeldinger på det sundhedspolitiske område gennem de senere år er også tilgængelige på hjemmesiden: sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk

Koordineringsgruppen
Efter medlemsmødet 27. august 2020 bestod Koordineringsgruppen af: Margit Velsing Groth, Else Kayser, Pia Weise Pedersen, Mogens Elmer, Peter Orebo Hansen, Claus Jensen og Niels-Erik Aaes.
Siden da har Pia Weise Pedersen, Mogens Elmer og Claus Jensen forladt gruppen.
Koordineringsgruppen har taget initiativer til supplering af Koordineringsgruppen, som har resulteret i at Line Elvien (medlem af Enhedslistens Psykolognetværk) er indtrådt og Thea Degett deltager som kontakt til Lægenetværket.
Koordineringsgruppen har siden maj 2021 afholdt 8 møder via Zoom, hvoraf en del er gennemført med deltagelse af ordfører Peder Hvelplund og konsulent Liv Nanna Hansson en del af tiden med henblik på udveksling af information om Folketingsgruppens arbejde.

Kontaktpersoner
Kontaktpersoner for Sundhedspolitisk udvalg har siden efteråret 2021 været Niels-Erik Aaes (primær) og Margit Velsing Groth.

__________________________

Status fra de to interessegrupper om henholdsvis Trådløs Telekommunikation og Brænderøg

Interessegrupperne om henholdsvis Trådløs Telekommunikation og Brænderøg har stadig hovedfokus på de sundhedsskadelige aspekter i de to forskellige forureninger.

Vi blev dog enige om at starte fælles op med læsning af Blinde Pletter af Henrik Isager.

Grupperne fik en dårlig start lige før kommunalvalget sidste år, og der blev kun opreklameret for deres eksistens i partiets sundhedspolitiske udvalg, ikke i f.eks. Rød/Grøn hvor alle medlemmer af partiet ser det.(Foruden juleferien og corona-nedlukning har grupperne også været delvis ramte af sygdom og almindelig travlhed).

Der kom kun én henvendelse til hver gruppe, og derfor forsøgte vi at finde flere interesserede blandt lægefaglige personer og blandt patientforeningen for henholdsvis MCS (Multi-Kemisk-Sensitive) og LOB (Landsforeningen til Oplysning om Brænderøgsforurening). Det lykkedes dog ikke at skaffe flere, så nu går vi i gang med den første fælles studiekreds. Men det kunne være et godt initiativ, at læsekredsen blev opreklameret i Rød/grøn.

I forhold til Trådløs Telekommunikation, er organisationer i 20 EU-lande gået sammen i et såkaldt europæisk borgerinitiativ ECI, for at få EU til at pause 5G således at man kan undersøge de sundhedsmæssige, miljømæssige og overvågningsmæssige aspekter i 5G på en ordentlig måde. Det vil partiet/sundhedspolitiske udvalg komme til at høre mere om meget snart. Endvidere søges efter relevant ekspertise/oplægsholdere i telekommunikation her i Danmark, der tænkes på Rådet for Sikker Telekommunikation, til et eventuelt seminar i partiet.

I forhold til Brænderøg er det uheldigvis ikke lykkedes at holde liv i Landsforeningen til Oplysning om Brænderøgsforurening (LOB) længere – bortset fra vores website, der føres videre (www.brænderøg.dk). De fortsat aktive går videre i en Arbejdsgruppe med samme navn (bortset fra: Landsforening) under Rådet for Grøn Omstilling (RGO) v/ Kåre Press. Foruden en donation til MCS Foreningen og lidt til RGO har LOB efterladt et høringssvar til L 141, den bemyndigelseslov der skal give kommunerne mulighed for at forbyde brændeovne i områder med kollektiv opvarmning, se Miljøministeriets samling af høringssvarene på https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/eaf37470-6c5d-4459-ac7a-4e50fa0ac2b9/H%C3%B8ringssvar.pdf

I LOBs høringssvar findes aftrykt en hel bog med boganmeldelse af en miljøkemiker (Solveig Czeskleba-Duponts ’Brænderøg og helbred. Fra kilde til krop’, 2., posthum udgave 2020). Alle kan gå til det under ovenstående link og/eller henvise til det. Fornægtelse af brænderøgs store sundhedsfarer sker fra nu af mod bedre vidende.

L 141 skulle til 1.behandling tirsdag den 15. marts, men samme dag er der nu start på hastebehandlingen af særloven i forhold til ukrainske flygtninge. Prøv at følge med.

Venligst
Lisbet Skou, Esbjerg 7.marts 2022
Og
Rolf Czeskleba-Dupont, Lejre 7.marts 2022