Årsberetning 2017-18

I perioden 2014-2017 har det sundhedspolitiske udvalg haft fokus på at få udformet et nyt sundhedspolitisk delprogram og en handlingsplan. Delprogrammet blev vedtaget på HB mødet februar 2017 med en tilføjelse til indledningen, og handlingsplanen blev taget til efterretning. Der var problemer med at få det hele trykt til årsmødet i april, så her forelå kun et begrænset oplag. Delprogram og handlingsplan er desværre ikke blevet uddelt i alle afdelinger. Programmet kan findes på partiets hjemmeside.

Medlemmer af koordinationsgruppen har i løbet af 2017 og 2018 deltaget i møder, hvor delprogram og handlingsplan har været præsenteret og diskuteret. Herunder møder med repræsentantskabet for Region Hovedstaden, EL´s repræsentanter i de 5 regionsråd, EL´s socialpolitiske udvalg og sundhedsnetværk, lokale afdelingsmøder i partiet mm. Program og handlingsplan har ligget klar som udgangspunkt for den kommunale og regionale valgkamp i efteråret 2017. I Region Syddanmark har medlemmer af udvalget f.eks. bidraget til det forberedende arbejde i regioner og kommuner med valgoplæg til KRV 2017.

Udvalget arrangerede sammen med Region Sjælland og Region Hovedstaden en konference på Christiansborg d.6. maj om sundhedspolitik med oplægsholdere udefra. Konferencen var en succes med mange og engagerede deltagere.

Koordinationsgruppen har i forsommeren afholdt møder med Stine Brix og hendes sekretær, Emma Flemming om nye politiske initiativer på det sundhedspolitiske område – et forsøg på at få bedre koordinering imellem udvalgets arbejde og arbejdet i Folketinget. Emma udformede en liste over sundhedspolitiske initiativer i Folketinget, som blev udsendt til udvalgets medlemmer. Desuden blev der oprettet en Google debatgruppe for at starte debat imellem udvalgsmedlemmerne. En mere omfattende tekst, der beskrev udvalget, blev lagt på partiets hjemmeside under udvalget. Tanken om at udforme en egentlig hjemmeside for udvalget måtte opgives på grund af mangel på teknisk ekspertise.

Et planlagt udvalgsmøde i september måtte vi desværre aflyse på grund af for få tilmeldte. Efteråret stod i kommunal- og regionsvalgets tegn, og to medlemmer af koordinationsgruppen stillede op til regionsvalget. Else Kayser blev valgt til regionsrådet i Region Midtjylland og Eva Marianne Thune Jacobsen stillede op som suppleant og blev valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden. Et nyt møde i udvalget planlægges til foråret med tema om det sammenhængende sundhedsvæsen. Endvidere er der planlagt en høring på Christiansborg om medicinalpriser d.17. maj sammen med lægenetværket.

Udvalget har et godt samarbejde med lægenetværket og kontakt til arbejdsmiljøudvalget og socialpolitisk udvalg. Det er planen at invitere medlemmer herfra til møder, som kan være relevante for dem. Vi ønsker også fremover at inddrage psykolognetværket og medlemmer af psykiatriudvalget.

Hele udvalget består fortsat af 50 medlemmer på e-mail listen. Pt. arbejder vi på, hvordan vi kan aktivere medlemmerne mere og få et bedre samspil imellem de folkevalgtes arbejde og udvalgets. En liste over medlemmernes kompetencer er under udarbejdelse efter ønske fra de valgte i regionerne.

Kontaktpersoner for udvalget er Margit Velsing Groth og Thea Degett: [email protected], [email protected]
Koordinationsgruppen har i perioden bestået af Else Kayser, Thea Helene Degett, Eva Marianne Thune Jacobsen og Margit Velsing Groth. Tilknyttet gruppen har også været Mogens Elmer, Niels-Erik Aaes og Erik Wissing.