Økonomiaftale for 2022 med kommunerne

Regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået aftale om kommunernes økonomi for 2022. Regeringen og KL er enige om rammerne for kommunernes økonomi i 2022. Aftalen indeholder et løft af servicerammen på 1,4 mia. kr., hvilket især skal dække den demografiske udvikling med flere ældre og flere små børn.

”Vi er tilfredse med, at regeringen har hævet servicerammen, så vi kan følge med, når der kommer flere ældre og små børn. 2022 bliver et år, hvor vi kan følge med, men med aftalen bliver der ikke råd til velfærdsforbedringer,” siger formand for KL Jacob Bundsgaard.

Nødvendigt med prioritering på socialområdet

Kommunerne oplever i disse år et udgiftspres på det specialiserede socialområde, som regeringen anerkender også fremadrettet vil forudsætte vanskelige prioriteringer i forhold til de øvrige velfærdsområder i kommunerne.

Det store demografiske pres er i udpræget grad på ældreområdet, mens demografien på socialområdet er svagt aftagende. Derfor er parterne enige om, at kommunerne skal blive ved med at have fokus på at styre og prioritere udgifterne på området indenfor rammen.

”Vi har en af verdens mest udbyggede socialsektorer. Det har vi, fordi vi ønsker en høj kvalitet på området. Vi har også ambitioner for at udvikle området og sikre den rette kvalitet hele vejen rundt. Derfor gik vi til årets økonomiforhandlinger med et ønske om et løft af socialområdet, som vi ikke blev imødekommet på. Til gengæld er vi enige med regeringen om, at økonomiske hensyn er nødt til at være en brik på linje med socialfagligheden i puslespillet på socialområdet. Det betyder, at man er nødt til at prioritere, hvis ikke udgiftsudviklingen på socialområdet skal resultere i besparelser på de brede velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børneområdet,” siger Jacob Bundsgaard.

På sundheds- og ældreområdet henvises til den kommende 10-års plan for psykiatri samt forskellige løse tilkendegivelser om ældreplejen og ældres trivsel.

Se hele aftaleteksten her: https://www.kl.dk/media/27667/aftale-om-kommunernes-oekonomi-for-2022.pdf