Møde mellem koordineringsgruppen og Peder Hvelplund og Liv Hansson 26. nov. 2020

Opsamling fra mødet 26/11-20 mellem Liv Hansson, Peder Hvelplund og Sundhedspolitisk Udvalgs Koordineringsgruppe.

Bortset fra Pia Weise Pedersen, der havde meldt afbud, deltog alle.

Ad 1. Check af dagsorden.
Dagsordenen blev godkendt.
Liv Hansson, nyansat konsulent for partiet på Christiansborg, blev budt velkommen.
Margit orienterede om arbejdet i Sundhedspolitisk Udvalg.
Præsentationsrunde.

Ad 2. “Mink-gate”
Peder orienterede om sagen og forklarede om baggrunden for Enhedslistens ageren i sagen. Aktuelt forhandles om formen og indholdet af en kommende undersøgelse. Enhedslisten har kaldt Magnus Heunicke i samråd om hans rolle i sagen.
Der var stor opbakning og ros til partiets og Peders håndtering af sagen.

Ad 3. Epidemiloven
Peder orienterede om forløbet af sagen indtil nu. Blå blok pressede regeringen på tidsplanen og insisterede på et regeringsudspil inden 1/9, hvorfor regeringen ikke nåede en politisk forhandling, før den sendte udkast til lovforslag i høring. Høringen udløste massiv kritik, og regeringen har efterfølgende trukket udspillet tilbage og tilkendegivet at ville starte forfra på en frisk. Der er indkaldt til forhandlinger på mandag hos Magnus Heunicke.

Enhedslistens holdning er klar: Anvendelse af værktøjer fra den store værktøjskasse skal ikke afgøres af regeringen, men derimod være under løbende, parlamentarisk kontrol.
Peder/Liv vil løbende holde Koordineringsgruppen orienteret om forhandlingsforløbet og bede om bemærkninger til regeringens udspil.

Ad 4. Psykiatriplanen
Peder orienterede om status for de politiske forhandlinger på psykiatriområdet. Som en start er der afsat 600 mio. kr. på finansloven, og der forventes politiske forhandlinger omkring en ny, 10-årlig psykiatriplan omkring 1. februar.

Mogens foreslog, at vi snarligt inviterer professor i psykiatri, Merete Nordentoft, til at orientere om Fremtidens psykiatri, som hun netop har udgivet en bog om. Der var tilslutning til forslaget om at invitere hende og evt. regionsrådsmedlemmer-/kommunalbestyrelsesmedlemmer, der arbejder med psykiatrien lokalt.
I mangel af en dedikeret baggrundsgruppe inden for psykiatrien aftalte vi, at Koordineringsgruppen inddrages løbende før og under de forestående, politiske psykiatriforhandlinger.

Ad 5. Kommende sundhedstemaer i Folketinget
Peder orienterede om sundhedspolitiske emner i pipelinen:
Sundhedsreform: Statsministeren har oplyst, at hun forventer politiske forhandlinger i 2021.
Folkesundhed: Enhedslisten vil gerne fremlægge politisk udspil, der anviser løsninger på den stigende ulighed i sundhed. I den sammenhæng vil levevilkår (fx børnefattigdom), arbejdsmiljø og livsstil være centrale temaer.
Alkohol, børn/unge: Enhedslisten har foreslået regeringen at fremlægge et udspil på området, hvilket regeringen foreløbigt har nikket til. Sker det ikke, fremlægger Enhedslisten et beslutningsforslag i Folketinget, der pålægger regeringen at fremlægge forslag til den nødvendige lovgivning. Partiet er i kontakt med Alkohol & Samfund.
Koordineringsgruppen var enig i, at det er vigtige emner og medvirker gerne i udarbejdelsen af politiske udspil på områderne.

Ad 6. Samarbejde mellem FT og Sundhedspolitisk Udvalg
Peder tilkendegav behov for at involvere Koordineringsgruppen og Sundhedspolitisk Udvalg i det løbende, sundhedspolitiske arbejde på Christiansborg, og i første omgang især inden for de fire ovenfor omtalte temaer – psykiatri, folkesundhed, sundhedsreform og alkohol (børn/unge).
Koordineringsgruppen gav tilsagn om at medvirke i arbejdet og refererede i den forbindelse til den kompetenceoversigt over udvalgets medlemmer, der var vedhæftet dagsordenen til dagens møde.
Den praktiske kontakt foregår typisk mellem Liv og Margit/Niels-Erik.

Ad 7. En klar profil på sundhedsområdet op til KRV21
Peder orienterede om, at der holdes kommunalkonference for kandidater m.fl. den 23. januar, hvor der evt. vil være mulighed for, at Sundhedspolitisk Udvalg kan optræde med en workshop. Det anbefales at kontakte Jeppe Rode, landskontoret, der også kan orientere om arbejdet med kandidathåndbogen.

Ad 8. Næste møde
Blev aftalt til den 21. januar 2021 kl. 19-21.