Møde i Koordineringsgruppen 27. april 2023

Enhedslisten
Sundhedspolitisk udvalg
Koordineringsgruppen

NEAA 030523

Referat af møde i Sundhedspolitisk udvalgs Koordineringsgruppe 27. april 2023 (Zoom)

Deltagere: Peder Hvelplund (punkterne 1,3 og 5a), Margit Velsing Groth, Else Kayser, Peter la Cour, Bernard Jeune, Kristjar Skajaa, Niels-Erik Aaes (ref.)

Referatet er disponeret i overensstemmelse med dagsorden.

1. Nyt fra Borgen v. Peder
Generelt virker regeringen fodslæbende. Ingen initiativer, heller ikke inden for psykiatri, hvor finansiering stadig mangler at blive anvist.

En ME-fokuseret studietur til Sverige for Folketingets sundhedsudvalg måtte aflyses, men er ikke opgivet. Se nærmere under pkt. 3.

Strukturkommissionen virker mest som en syltekrukke, der skal udjævne interne uenigheder i regeringen. Kommissionens opgaver findes der allerede svar på.

Kræftsagen fra Region Midt:
Sundhedsministeren har entydigt placeret ansvaret hos regionen, på trods af at denne har dokumenteret personale- og kapacitetsmangel. Enhedslisten må medvirke til at holde regeringen ansvarlig.
Else oplyser at regionsrådet skal behandle sagen 1. maj. Der er tale om komplicerede kræftbehandlinger, som er vanskeliggjort af personalemangel, men der er også ledelses- og kommunikationssvigt i sagen. Direktionen har sammen med regionsrådsformanden udarbejdet en 7-punkts handlingsplan.
Vi drøftede det problematiske i at de administrative systemer filtrerer budskaberne fra de involverede fagpersoner, så de ikke når frem til regionsrådet og slet ikke til Sundhedsstyrelsen og sundhedsministeren. Problemet findes i alle regioner: ingen har meldt ind til SST om afvigelser fra handlepligten på kræftområdet.

2. Evaluering af temamødet om ulighed 26. april 2023
I mødet deltog 13 medlemmer, på trods af at indbydelsen var udbredt til en bred kreds, bl.a. regionsrådsmedlemmer og Senior- og ældrepolitisk udvalg.
Der var gode oplæg fra:
– Signild Vallgårda med en bred orientering om ulighed,
– Mogens Vestergaard med en række bud på praksis’ opsøgende arbejde i forhold til udsatte grupper,
– Ulrik Steen om regionsklinikker som modvægt mod de private klinik-koncerner.

Et gennemgående budskab var at sundhedsforsikringerne underminerer den lige adgang til sundhedsvæsenet.
Vi drøftede hvordan den megen ny viden og forslag vedr. almen læge-virksomheden kan blive en del af Enhedslistens sundhedspolitiske programgrundlag. Vi aftalte at spørgsmålet om programrevision/ajourføring generelt tages op i vores kommende møder.

3. Orientering fra ME-arbejdsgruppen, herunder møde med SST
På baggrund af Bernards faglige gennemgang, som blev formidlet til Sundhedsstyrelsen, indbød styrelsen til møde, hvor Bernard og Kristjar deltog. Endvidere har ME-foreningen haft møde med SST den 26/4.
Bernard konkluderede fra disse møder:
– SST er så småt ved at flytte sig (i somatisk retning) i opfattelsen af ME,
– SST er ikke indstillet på at ændre noget nu, så ME-patienter henvises fortsat som funktionelle lidelser
– SST er positiv over for – men har ingen penge til – at nedsætte en dansk arbejdsgruppe (hvilket er problematisk pga. de førende danske lægers indstilling)
– SST er svagt positive over for et ME-center, men der er få specialister på området og diskussion om specialetilknytning.

Bernard har modtaget et frisk europæisk review, som udsendes til Koordineringsgruppen og Peder.
Else sender en rapport fra Center for funktionelle lidelser til Peter, Kristjar og Bernard. Rapporten udskiller ikke ME-patienterne for sig.

Sundhedsministeren skal svare på spørgsmål fra SF og svarets grad af åbenhed er afgørende for den videre fremgangsmåde.
Peder advarer mod en konfrontatorisk kurs i Folketinget, f.eks. ved genfremsættelse af V82, idet der ikke vil være flertal for sagen. I stedet skal vi bede ministeren forholde sig til nyeste viden internationalt. Bernard, Peter og Kristjar formulerer spørgsmål til ministeren og sender til Peder. Derudover skal der sættes ind på en arbejdsgruppe med international deltagelse.

Peter vil rejse spørgsmålet i ME-gruppen om det vil være en ide at søge om pleje af de sværest ME-ramte via socialministeriets runde af de tidligere satspuljemidler. Peder støtter tanken.

4. Orientering om Lægenetværkets første møde 25/4-23
Kristjar orienterede, at mødet kun havde få deltagere, men der satses på øget tilslutning.
En relevant opgave for netværket vil være at formulere rammerne for almen lægegerning.

5. Fremtidige medlemsmøder
a) Kønsusikkerhed
Peder
oplyste at der er en kønsskiftedebat undervejs i partiet, som desværre er præget af stejle holdninger og mangel på viden.
Partiet har hidtil holdt sig til Sundhedsstyrelsen forsigtige faglige linje, der anerkender behovet for hormonbehandling hos nogle unge, men også peger på problemerne ved behandlingen. Behandling iværksættes først efter en omfattende udredning. Antalsmæssigt er der stigning i henvendelser, men fald i behandlinger.
Peder anbefaler i første omgang at øge videngrundlaget i Koordineringsgruppen. Et bredere temamøde sættes på standby indtil videre.

b) Konsekvenser af tiltagende privatisering
Niels-Erik
har fundet en rapport fra 2009: ”Privat/offentligt samspil i sundhedsvæsenet”, udarbejdet af Lægeforeningen og DSI. Rapporten fokuserer systematisk på dels privatisering på efterspørgselssiden i form af sundhedsforsikringer, dels privatisering på udbudssiden i form af privatsygehuse.
Disse to synsvinkler kan til vores brug suppleres med henholdsvis konsekvenser i form af ulighed og konsekvenser for sundhedspersonalet.
Niels-Erik sender link til rapporten til Koordineringsgruppen og forsøger kontakt til Jakob Kjellberg vedr. hvem der for tiden besidder opdateret viden om udviklingen.

c) Afrapportering fra ME-arbejdsgruppen
Gruppens afrapportering til Sundhedspolitisk udvalg skal i henhold til kommissoriet ske i slutningen af året. Se i øvrigt pkt. 3.

Else foreslog et temamøde om socialsygeplejerskernes og sundhedsplejerskernes indsats over for de udsatte grupper.

6. Evt. input fra Sundhedspolitisk udvalg til årsmødet
Det forlyder at årsmødeforslaget om udvalgenes rolle ikke kommer til behandling i årsmødet på grund af diskussioner (uenighed?) i FU. I stedet lægges nogle formuleringer ind i arbejdsprogrammet.
Punktet tages selvsagt op i kommende møde.

7. Enhedslistens sommerlejr.
Vi kan desværre ikke imødekomme Sommerlejrudvalgets ønsker om et oplæg, da Koordineringsgruppens medlemmer er travlt optaget på det pågældende tidspunkt.
Niels-Erik svarer sommerlejrfolket.

8. Næste møde i Koordineringsgruppen
Da mange vil være fraværende på næste ordinære mødedato (25/5), flytter vi undtagelsesvis det kommende møde til mandag den 22. maj kl. 19-21 på Zoom.

9. Eventuelt
Intet

Ref: Niels-Erik