Møde i koordineringsgruppen 11. januar 2021

Referat af mødet i Sundhedspolitisk Koordineringsgruppe den 11. januar 2021

Til stede: Margit Velsing Groth, Pia Weise Pedersen, Claus Jensen, Niels-Erik Aaes og Peter Orebo Hansen (referent).
Afbud: Else Kayser.

Ad 1. Ordstyrer og referent
Niels-Erik Aaes valgt.
Peter valgt til referent.

Ad 2. Opsamling fra sidste møde
Epidemiloven er under fortsat behandling i Folketinget. Der foreligger en bred politisk aftale, som ikke er udmøntet i lovforslag endnu.
Mogens Elmer har meddelt, at han føler, han har aftjent sin værnepligt og ikke længere ønsker at være medlem af koordineringsgruppen. Gruppen takkede ham for den store indsats, han har lagt i gruppens arbejde gennem årene.

Ad 3. Temamøde om psykiatri
Vi har tidligere aftalt at holde et møde med professor Merete Nordentoft om fremtidens psykiatri som optakt til arbejdet med den kommende 10-års plan for psykiatrien. Merete har indvilget i at deltage, og vi stiler mod at holde mødet omkring den 1. marts (via Zoom). Sundhedspolitisk Udvalg, Lægenetværket, Psykolognetværket, folketingsgruppen og regionsrådsmedlemmerne vil blive inviteret.
På temamødet vil vi sætte spot på behovet for at udvikle psykiatrien i de kommende 10 år. Vi vil også drøfte, hvordan Enhedslisten på alle niveauer kan præge udviklingen og i den forbindelse drøfte, hvordan vi internt kan organisere os, så vi kan give udviklingen størst mulig slagkraft.
Tidspunktet for mødet med Merete Nordentoft vil blive meldt ud i løbet af få dage.

Ad 4. REKOKO 23. januar for kandidater til kommunalbestyrelser og regionsråd
Partiet holder en intern kommunalpolitisk konference den 23. januar (via Zoom) for kandidater til kommunalbestyrelser og regionsrådet i anledning af kommunalvalget i november. Nels-Erik og Peter afholder en sundhedspolitisk workshop på konferencen, og vi drøftede deres udkast til oplæg og aftalte nogle få justeringer.

Ad 5. Møde med Peder Hvelplund og Liv Hansson den 21. januar
Vi drøftede emner til dagsordenen for mødet med Peder Hvelplund og Liv Hansson (velfærdspolitisk konsulent for Peder på Christiansborg) og aftalte, at vi skal have status på de emner, vi drøftede på sidste møde, herunder status for de psykiatripolitiske drøftelser. Herudover vil Margit kontakte Peder/Liv for at høre, om de har emner til mødet.

Ad 6. Mobilisering af udvalgets medlemmer
Vi har behov for at aktivere de ca. 50 medlemmer af Sundhedspolitisk Udvalg lidt mere og gerne også rekruttere flere kræfter til koordineringsgruppen.
Vi drøftede flere ideer i den forbindelse:

Løbende orientering af udvalget om arbejdet i koordineringsgruppen (udsendelse af referater fra koordineringsgruppen er et eksempel på dette).

  • Foreslå medlemmer af udvalget at deltage i forskellige, afgrænsede aktiviteter, fx at arrangere bestemte temamøder, deltage i konkrete udredningsarbejder og lignende.
  • Generelt at være opmærksomme på at ”reklamere” for arbejdet i Sundhedspolitisk Udvalg der, hvor vi færdes.
    Niels-Erik og Peter arbejder videre med emnet.

Ad 7. Mødekalender for koordineringsgruppen og Sundhedspolitisk Udvalg
I 2021 overvejer vi at holde disse møder i Sundhedspolitisk Udvalg (via Zoom og/eller fysisk):
I marts: Møde om ”Fremtidens psykiatri” med Merete Nordentoft (jfr. ovenfor).
I juni: Møde om ”Sundhedspolitikken og kommunalvalget”.
I september: Møde om den kommende sundhedsreform.
I november: Møde om social ulighed i sundhed.
Ovenstående er i første omgang en skitse, som vi arbejder videre med. Koordineringsgruppen vil på sit møde den 22/2 drøfte planlægningen af årets møder i Sundhedspolitisk Udvalg og snarest muligt melde mødetidspunkter ud.

I koordineringsgruppen er der planlagt følgende møder:
Den 21. januar (med Peder og Liv), den 22. februar, den 6. april, den 17. maj og den 21. juni. Alle møder fra kl. 19.30 til 21 og foregår via Zoom.

Ad 8. Eventuelt
Intet.

20/1-21, Peter