Hormonbehandling til børn og unge med henblik på kønsskifte.

Ifølge officiel udmelding fra Enhedslistens sundhedspolitiske ordfører Peder Hvelplund går vi ind for hormonbehandling til børn og unge. Fagligt er jeg rystet. Så derfor vil jeg gerne starte en debat for og imod. Vi er garanteret ikke enige, ligesom vi også har forskellige synspunkter på fx medlemskab i EU.
Jeg er fagligt rystet fordi:
• Der findes ingen evidensbaserede undersøgelser for hverken behandlingen eller konsekvenserne på langt sigt.
• Behandlingen er irreversibel, det vil sige, man kan ikke fortryde, når først hormonbehandling og operationer er sket.
• Hvordan kan små børn fra 3-4 års alderen vide, at de ikke har det godt med deres køn?
• Det er usikkert, hvad årsagerne til ønsker om kønsskifte egentlig bunder i.
• Hvordan kan det være, at der er langt flest (3/4) piger, der gerne vil være drenge? Det kan jo være et tegn på, at vi stadig i 2019 ser meget mere positivt på et drenge- og mandeliv end på et pige-kvindeliv. Det får mig til at tænke på, at kønsskiftet i givet fald så bunder i et strukturelt samfundsproblem med normfyldte kønsrollemønstre. Drenge/mænd opfattes som havende et mere frit liv, bedre karrieremuligheder, større magt og bedre løn. Det med at ældre mænd har et dårligere helbred, føler sig mere ensomme ved skilsmisse og dør tidligere end kvinder, tænker unge drenge sikkert ikke på – endnu.
• Og endelig er mange forældre i vildrede. Skal de godtage og dermed følge deres barns ønske, skal de prøve at trække tiden ud til barnet bliver ældre, og endelig hvor skal de søge råd og vejledning? De fagprofessionelle er nemlig ikke enige.

Jeg er sikker på, at forskellige kønsidentiteter og herunder transkønnedes ønsker om kønsskifte kommer til at fylde sundhedspolitisk i fremtiden. I medierne dukker fænomenet op, og skoler begynder at prøve at tage hensyn til at tænke i løsninger for forskelle i kønsidentiteter.
I Enhedslisten er vi helt sikkert ikke afklarede, men for mig at se er det vigtigt ikke at være berøringsangste og at kunne debattere uenigheder i saglighed, ligesom det er vigtigt at holde en god tone. Jeg har slet ikke alt med om dette komplekse emne, men glæder mig til flere indlæg, som vi kan blive klogere af.

Bedste hilsner
Eva Marianne Thune Jacobsen.
Ph.d. mag. art. kultursociolog, fysioterapeut & forfatter
Telefon 20 31 50 75
Mail: [email protected]
Jacobys Allé 2, 2. tv.
1806 Frederiksberg C