Et sundhedsopråb om cigaretter

af Eva Marianne Thune Jacobsen

Det er helt forkert fagligt og dermed politisk at nægte at sætte cigaretpriserne op på grund af omsorg for udsatte menneskers pengepung (DF´s og El´s udmeldinger. SD tør ikke give et bud på pris).
For det første viser undersøgelser, at udsatte gerne vil holde op med at ryge og bruge deres penge på andre ting.
For det andet er deres rygevaner særligt farlige for dem, da den livsstilsvane sammen med deres øvrige sociale situation gør dem mere syge end ikke udsatte rygende mennesker og tilmed forkorter deres liv med mange flere år.
For det tredje ødelægger rygningen deres gummer og tænder, og da det er meget dyrt og smertefuldt at gå til tandlægen, er det tandlægebesøg, som fravælges. Konsekvensen er, at udsatte med dårlige eller manglende tænder ikke kan lide at spise med andre (skammer sig og holder hånden foran munden), og dermed mister de sociale netværk, som ofte opstår i fælles spisesituationer.
DERFOR skal priserne sættes op til 90 kr. som i Norge, tandlægebesøg for udsatte mennesker skal være gratis, og der skal skabes rygestoptilbud til udsatte, som tilpasses deres ønsker og ideer. Det betyder, at de skal inddrages i beslutningerne om hvor, hvordan og hvorledes de bedst kan hjælpes til at stoppe med at ryge.