Debat i Ugeskrift for Læger: Uklar leder om omskæring

Forfatter(e)

Mogens Elmer, praktikus emeritus. 

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, skriver i sin leder i Ugeskrift for Læger den 14. september 2020, at »Lægeforeningens politik er, at omskæring uden medicinsk indikation af drenge under 18 år er etisk uacceptabel«.
Grundlaget for Lægeforeningens holdning er vores etiske udvalg, som tog klar afstand fra omskæring som »et indgreb, som permanent ændrer en drengs krop, uden at han selv har taget stilling til det« (2016).

Klar tale fra lægernes formand som kommentar til, at flere faglige selskaber (anæstesiologer, urologer, pædiatere, kirurger) har forladt den arbejdsgruppe, som Styrelsen for Patientsikkerhed har nedsat til en fornyelse af vejledningen fra 2013. De fire lægefaglige selskaber protesterer mod, at den nye vejledning ikke fulgte den lægefaglige rådgivning tilstrækkeligt seriøst.

Når læger optræder som lægefaglig rådgiver for samfundet, er det et ufravigeligt krav, at vores ansvar i denne rådgivning er både fagligt og etisk og dermed bindende for os selv som troværdige rådgivere. Det er derfor respektabelt, at lægerne siger fra i det omfang, deres rådgivning ikke bliver fulgt.
Så langt, så godt i Camilla Rathckes leder. Lægeforeningens klare holdning og lægeselskabernes lige så klare reaktion på manglende respekt for lægefaglig rådgivning.

Men nu bliver formandens leder både forvirrende og uklar: »bestyrelsen vil tage stilling … om , der er basis for at stramme Lægeforeningens holdning« . Hvorfor? Den er jo netop stram og klar nok?
Nej. For »det hører med til billedet, at rituel omskæring af drenge har både kulturelle og religiøse aspekter, som man er nødt til at tænke ind«!

Jamen hov. Nu bliver budskabet pludselig vendt helt på hovedet. Nu skal vi ikke begrænse os til den stringent lægefaglige rådgivning. Nu skal vi ikke forvente, at vores rådgivning bliver respekteret. Nu er det vores ansvar (og ikke politikernes alene) at inddrage ikkerelevante og ikkelægelige faktorer (in casu religion og kultur) i vores konklusive rådgivning.

Jeg bliver ærlig talt noget forvirret over den retoriske dobbelthed i Camilla Rathckes leder. Formanden slutter lederen sådan : »Sagen er langtfra enkel … og det er med det afsæt, at Lægeforeningen nu vil se på, om vi skal ændre vor politik«.
Ændre vor politik til hvad?
Til at ændre videnskabelig og lægefaglig rådgivning til sundhedspolitisk og pragmatisk rådgivning?
Til at forhandle lægefaglige data som brikker i det politiske spil?

De danske politikere i Folketinget har klart mandat til på demokratisk grundlag at vedtage de love, de måtte anse for at være gavnlige. De danske læger har pligt til at rådgive disse politikere om al tilgængelig lægefaglig viden.
I det omfang politikerne vælger ikke at følge den lægefaglige rådgivning, er det politikernes egen sag og ansvar.

Svar

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Mogens Elmer mener, at min leder fra den 10. september ikke er klar nok . Det vil jeg naturligvis gerne forsøge at rette op på: Lægeforeningen mener, at omskæring uden medicinsk indikation – og uden patientens eget informerede samtykke – er etisk uacceptabel. Vi mener ikke, at dette indgreb bør udføres. Jeg er glad for, at det står tydeligt for dig.

Men vi har oplevet en del misforståelser i forbindelse med debatten om, hvorvidt der bør indføres et politisk forbud eller ej mod indgrebet. Den del af problematikken gør vi i vores holdningspapir en selvstændig pointe ud af ikke at tage stilling til. Fordi der netop, som du selv er inde på, er aspekter, der rækker ud over det rent lægefaglige, og som rækker videre, end vi som lægeforening skal forholde os til. Dertil kommer, at vi heller ikke mener, at det er åbenlyst, hvordan vi bedst undgår uautoriserede indgreb på de drengebørn, det handler om. Det er på den baggrund, at jeg i min leder afsluttede med at sige, at sagen langtfra er enkel.