FØDT I DEN FORKERTE KROP?
Debatten om børn og unges ønsker om og behov for kønsskifte fylder meget i medierne.
Aktuelt handler det om et lovforslag om, at børn og unge under 18 år skal have adgang til juridisk kønsskifte. Etisk råd har herefter foreslået en nedre aldersgrænse på 10-12 år. Herefter har S foreslået en tænkepause, hvilket EL er imod – som jeg har forstået det. Jeg undrer mig lidt over El’s stærke modstand herimod. En kronik i Politiken 2 oktober (”Stop nu: Intet barn er født med en forkert krop”) bestyrkede min undren.
Kronikken beskriver, hvorledes antallet af børn og unge, som oplever sig selv som transkønnede og søger behandling herfor i sundhedssystemet, er eksploderet i den vestlige verden i løbet af få år. Dette gælder også i DK. Det er bemærkelsesværdigt, at langt flere piger end drenge ønsker at skifte køn. I 2020 var der 56 drenge og135 piger, der henvendte sig til sexologisk klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold.
Jeg synes disse fakta giver stof til eftertanke. Hvad er forklaringen på denne nye trend? At fænomenet altid har eksisteret er der ikke tvivl om. Det nye er omfanget. Skyldes det alene, at vi nu er så langt fremme med de medicinske muligheder, at man kan ændre det fysiske udseende?
Som sociolog mener jeg, at udviklingen peger på samfundsmæssige og kulturelle forhold som forklaringer. Som kvinde finder jeg det særligt alarmerende, at kronikken peger på, at vi især oplever piger og unge kvinder på flugt fra det at være kvinde. Man kunne overveje en mulig smitteeffekt, som psykologerne taler om. Måske er piger særligt modtagelige for social smitte?
Hvordan hjælper vi bedst disse børn og unge? Ingen tvivl om, at længerevarende mistrivsel skal tages alvorligt. Den generelle stigning i andelen af børn og unge med mistrivsel kalder på en indsats. De har brug for støtte fra relevante fagfolk med specialisering på området (psykologer/psykiatere/læger mm.). Men hjælper vi børnene på den bedste måde ved at efterkomme deres ønske om at ændre køn? Det er jeg ikke så sikker på. Har man først skiftet køn juridisk følger naturligt et senere ønske om medicinsk og kirurgisk behandling. Men vi mangler omfattende viden om langtidseffekter af denne. I Sverige, Finland og England råber den medicinske videnskab nu vagt i gevær fordi bivirkningerne kan være betydelige. Yderligere peger en del studier på, at det store flertal af børn, som ikke er blevet behandlet, senere accepterer deres biologiske køn. Alternativet til juridisk og medicinsk/kirurgisk kønsskifte er, at vi forstærker indsatsen med at arbejde for mere rummelighed og tolerance i forhold til kønsroller og undgå rigide kønsopdelinger, hvor det er muligt.
Jeg synes derfor en tænkepause i denne komplicerede sag kan være en god idé, og opfordrer hermed til debat om sagen.
Margit Velsing Groth
Medlem af Koordinationsgruppen sundhedspolitisk udvalg
Sociolog med specialisering i folkesundhed og social ulighed