Store forskelle i kommunernes genoptræning og forebyggelse

De store forskelle på kommunernes forbrug på genoptræning og forebyggelse er i høj grad et udtryk for forskellige prioriteringer kommunerne imellem. Men udgiftsspredningen kan også være et udtryk for forskelle i kommunernes organisatoriske indretning og effektivitet.
Siden kommunerne overtog genoptræningsopgaven fra sygehusene i 2007, har området været i markant vækst. Genoptræningsområdet følger den generelle udvikling på sundhedsområdet, hvor opgaverne flytter fra det specialiserede sundhedsvæsen til det nære sundhedsvæsen. Regnskabstallene for vedligeholdelsestræning og genoptræning for 2022 viser, at de 10 kommuner der har de største udgifter på træningsområdet, i gennemsnit har udgifter på 4.838 kr. pr. 67+ årige, mens de 10 kommuner der har færrest udgifter til træningsområdet, i gennemsnit har udgifter på 1.195 kr. pr. 67+ årige. Den store forskel i udgiftsniveauet er ofte et udtryk for forskellige prioriteringer i kommunerne. Men forskellene er også et billede på, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne organiserer genoptræningsområdet .

Igennem den patientrettede forebyggelse arbejder kommunerne med at forhindre, at sygdomme forværres hos den gruppe af borgere, der har en kronisk sygdom. Borgerrettet forebyggelse – forebyggelse til raske borgere – handler hovedsageligt om forebyggelse indenfor de 4 risikofaktorer – rygning/tobak, fysisk inaktivitet, uhensigtsmæssig kost og alkohol.
De 10 kommuner, der har de største udgifter til sundhedsfremme og forebyggelse, i gennemsnit har udgifter på 2.945 kr. pr. 67+ årige, mens de 10 kommuner der har færrest udgifter til sundhedsfremme og forebyggelse, har udgifter på 222 kr. pr. 67+ årige.
Spredningen i udgifter bør tages med et forbehold – spredningen kan være udtryk for forskellige prioriteringer i kommunerne – men der kan også være organisatoriske forklaringer på hvordan kommunerne har indrettet deres forebyggelsesindsats.

Se hele nyhedsbrevet med grafer, der viser de enkelte kommuners placering mht. udgiftsniveau:
https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/okonomi-og-styring/flis-faelleskommunal-ledelsesinformation/flis-nyheder/store-forskelle-imellem-kommunernes-forbrug-paa-genoptraening-og-forebyggelse/