Store forskelle i kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende tilbud

Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Den bygger på spørgeskemabesvarelser fra landets kommuner samt uddybende interviews med sundhedschefer og sundhedskonsulenter fra 15 af disse.

”Kommunerne prioriterer meget forskelligt. Nogle prioriterer at udbyde borgerrettede tilbud såsom stresshåndtering eller rygestopkurser, andre vægter i stedet at skabe sundhedsfremmende rammer såsom gode cykelstier og grønne områder eller prioriterer sundhedstilbud til patienter og kronikere. Dét betyder, at der er stor forskel på tilbuddene fra kommune til kommune,” forklarer Calina Leonhardt, videnskabelig assistent og en af rapportens forfattere.

At der er stor forskel, hænger sammen med, at der i dag ikke er mange krav til, hvad kommunerne skal udbyde og prioritere, forklarer Calina Leonhardt:

”Alle de kommuner, vi har talt med, giver udtryk for, at lovgivningen er en gummiparagraf med meget få retningslinjer. Det giver kommunerne frihed til at skræddersy indsatser til deres borgeres sundhedsudfordringer. Til gengæld er ulempen, at der kan opstå stor ulighed, og at de muligheder, som borgerne har, afhænger af, hvilken kommune de bor i.”

Se udgaven af ‘Ugens Tal’ fra Statens Institut for Folkesundhed, hvor rapporten kan hentes: https://www.sdu.dk/da/sif/ugens_tal/ut_02_forskel_i_kommunernes_arbejde_med_sundhedsfremmende_og_forebyggende_tilbud