Status 2021 for de nationale mål for sundhedsvæsenet

En statusrapport for de nationale mål blev senest udgivet i 2019 og kan findes her på hjemmesiden (oktober 2019). Men den aktuelle rapport bygger for en lang række parametre på ændrede opgørelsesmetoder, hvilket betyder at tallene ikke kan sammenlignes med tidligere rapporter. Også Covid 19-situationen kan i 2020 have påvirket mange af aktivitetstallene, så de er atypiske.

Statusrapporten kan hentes her: https://sundhedspolitisk-udvalg.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/sites/126/2021/12/Nationale-mål-for-sundhedsvæsenet-2021.pdf

Trods ovenstående usikkerheder kan der hentes mange oplysninger i rapporten om regionernes og kommunernes sundhedsvæsen, f.eks. om genindlæggelser inden for somatik og psykiatri, færdigbehandlingsdage (=ventetid i sygehus inden udskrivelse), om sygehusophold, der kunne være forebygget, om overbelægning, om overlevelsesfrekvens, om sygehusinfektioner, om behandlingsgarantien, om patienttilfredshed, om indlæggelsestider og om produktivitet.

Tabellerne i rapporten, som findes for hver region og hver enkelt kommune, er forsøgt gjort let aflæselige med farvekoder, for henholdsvis det seneste års positive eller negative udvikling og for hvor man ligger i forhold til landsgennemsnittet. Der er masser af oplysninger – og argumenter – at hente. Men man skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden for at følge med!

Der er altså ikke i de nationale mål for sundhedsvæsenet meget at finde om befolkningens sundhed, og slet ikke om ulighed i sundhed, bortset fra tal for middellevetid og rygefrekvens. Men i forordet varsles, at næste års rapport vil have fokus på den sociale ulighed i sundhed!