Møde mellem folketingsfolk og sundhedspolitisk udvalg 6. februar 2019

Referat af møde mellem Peder Hvelplund & Emma Fleming og repræsentanter for Enhedslistens sundhedspolitiske udvalg, Christiansborg 6. februar 2019

Deltagere:
– Folketing og sekretariat: Peder Hvelplund, Emma Fleming
– regionsrådsmedlem Tormod Olesen (ordstyrer)
– Sundhedspolitisk udvalg: Margit Velsing Groth, Eva Thune Jacobsen, Mogens Elmer, Thea Degett, Niels-Erik Aaes (ref.) Afbud fra: Pia Weise Pedersen, Inger Moos og Else Kayser.

1. Orientering om arbejdet med Enhedslistens sundhedsudspil

Emma orienterede: Udspillet holder sig til de kendte forslag, mens forslag om f.eks. struktureret forebyggelse ønskes taget op på et senere tidspunkt, ligesom emnet prioritering er ikke medtaget i dette udspil. Store diskussioner i folketingsgruppen om afgifter vs. skattereform er landet på et kompromis (som indebærer at lavtlønnede delvist får en økonomisk kompensation for højere tobaks afgifter). Institutions-psykiatrien er nedtonet i afsnit om mental sundhed.
Afsnit om nærhed skrevet om i lyset af bl.a. regeringens udspil. Sundhedshuse ses som fælles regional-kommunale og fortrinsvis for offentlig ansatte sundhedspersoner, dog også med plads til praktiserende. Det anses for vigtigt at sundhedshusene får en forankring til sygehuse/hospitaler og forskningsmiljøet. Enhedslisten vil foreslå at sundhedskoordinationsudvalgene tildeles en øget kompetence i udarbejdelsen af bindende aftaler samt kanalisering af økonomi til det nære sundhedsvæsen. Udvalgene skal styrkes demokratisk med en bredere politisk sammensætning, som et normalt udvalg i regionerne, og de skal være forpligtet til dialog med de relevante kommunalpolitikere. I dag er der kun 5 politikere, som typisk er fra flertalsgruppen og måske det store oppositionsparti – det er vigtigt at få lavet om på.

De modtagne kommentarer fra sundhedspolitisk udvalg har været meget brugbare.
Udspillet lanceres internt i uge 8. Ingen presselancering, og der er heller ikke planlagt nogen pjece o.l.

Peder orienterede om valgkampstrategien: Enhedslisten kører med fire overordnede valgtemaer, hvor sundhed indgår som del af velfærdstemaet, men ikke er selvstændigt tema. Under sundhedstemaet prioriteres emnerne ‘flere hænder’, ‘ulighed’ og ‘psykiatri’/mental sundhed’ ,’arbejdsforhold’. Man har lagt vægt på at kunne være fleksibel i forhold til de temaer, der kan dukke op i løbet af valgkampen. Der er nedsat en valgkampsledelse, som styrer den overordnede del af valgkampen bestående af: Anna Køster, Stine Brix, Johanne Schmidt Nielsen og Per Clausen.
Sekretariatet ønsker at have en vifte af debatindlæg i beredskab til valgkampen, f.eks. om ulighed i sundhed i relation til børn, ældre og psykisk syge.

Sundhedspolitisk udvalg gav tilsagn om at medvirke til fremskaffelse af sådanne debatindlæg.

2. Orientering om møde med kommunale og regionale folkevalgte 2-3. februar 2019

Peder og Tormod orienterede: sundhedspolitik prioriteres generelt ikke højt blandt Enhedslistens kommunale rødder, men interessen er dog stigende, hvilket bl.a. fremgik af stor tilslutning til en workshop om sundhed, der blev afholdt på mødet.
Der er enighed om at tilslutte sig nationale kvalitetsstandarder, når der følger penge med, jfr. ovennævnte forslag om sundhedskoordinationsudvalgenes rolle.

Som svar på rekrutteringsproblemerne kan vi fra Enhedslisten henvise til de nye 11 teser for et bedre arbejdsmiljø (se seneste nr. af Rød-Grøn) samt forslaget om en ligelønspulje, fremsat i forbindelse med OK2018.

3. Den politiske proces for regeringens sundhedsreform

Enhedslisten har foreløbig kaldt finansministeren og sundhedsministeren i samråd 7. februar 2019 med spørgsmål om reformens problemer vedr. ulighed, kommunernes rolle og økonomien. Social ulighed i sundhed er ikke adresseret i regeringens udspil til en reform, og det er uklart hvordan kommunerne skal kunne løse opgaverne. Peder frygter at der indgås en politisk aftale mellem regeringen og DF inden valget, som DF så kan presse Socialdemokraterne med, ifald de har flertal efter valget.

4. Drøftelse af sundhedsreform-udspillet, herunder input fra udvalget

Peder henviste til sit seneste debatindlæg om reformen under overskriften at ‘diagnosen er rigtig, men behandlingen livsfarlig’ (kan ses på hjemmesiden under DEBAT). Han frygter at de svage patienter bliver tabere, og at den geografiske ulighed vil vokse, hvis der ikke følger nok penge med ud.
Enhedslisten vil have som præmis at det fortrinsvis er den ambulante behandling af ældre/multisyge og kroniske patienter, der flyttes ud. Diagnosen i sig selv skal ikke bestemme hvor man behandles, da det også i høj grad er en faglig beslutning om patienten kræver en specialist på et hospital og da nogle patienter er komplekse og fejler flere ting samtidig.

Sundhedspolitisk udvalg er enig i nødvendigheden af denne udviklingsretning og at rækkevidden skal være afbalanceret. Decentralisering af behandlingen vil give bedre basis for den forebyggende indsats.
Udvalget ønsker at arbejde videre med en konstruktiv tilgang til en sundhedsreform efter valget (eftersom patienterne kommer ud alligevel).
Tormod finder at reformdebatten er en god anledning til at drøfte sundhedspolitik langsigtet med sigte på 2025 ff.

5. Samarbejdet fremover mellem Folketingsgruppe og sundhedspolitisk udvalg

Peder og Emma foreslår at der holdes kvartalsvise møder mellem folketingsfolket og sundhedspolitisk udvalg, f.eks. således at hvert andet møde holdes sammen med udvalgets eget halvårlige møde.

Sundhedspolitisk udvalg tilslutter sig dette forslag med applaus.
Indholdet af sådanne møder kan f.eks. være:
– folketingsgruppens ‘bestillinger’ til udvalget,
– udvalgets reaktioner på folketingsgruppens initiativer,
– afrapportering af udvalgets egne drøftelser,
– evt. dagsordner, der kan profilere partiet,
– status og justeringsbehov for sundhedspolitisk program og handlingsplan,
– drøftelse af vanskelige temaer og langsigtede perspektiver.

Margit efterspurgte muligheden for et jævnligt ‘nyhedsbrev’ eller lignende orientering fra Folketinget, som kunne lægges på den nye hjemmeside, ligesom debatindlæg o.l. her kan styrke dialogen.
Det blev oplyst at Ældrepolitisk udvalg er genstartet og i færd med at udarbejde et delprogram.

6. Møde i sundhedspolitisk udvalg 9. marts 2019 i Odense

Margit omdelte dagsorden for mødet den 9. marts 2019.

Ref: Niels-Erik Aaes og Margit Velsing Groth