Medicinpriser på himmelflugt

Af Lole Møller, Rød+Grøn
For de 170.000 personer, der i disse dage er på vej til apoteket for at hente medicin til behandling af knogleskørhed, venter et prischok. I går kostede en pakke med 14 stk. Alendronat 40 kr. I dag koster den samme pakke 535 kr. De fleste må gribe dybt i lommen. Mange på overførselsindkomst vil ikke have råd til den nødvendige medicin. Firmaet Sandoz er eneforhandler og kan sætte prisen, som det lyster. Der er fri prisdannelse, men ingen konkurrence.
En administrerende direktør i branchen har været helt klar i mælet: ”Vores opgave er at skaffe profit til aktionærerne, ikke at hjælpe de syge”.
Med snablen i de offentlige kasser
De stigende priser presser ikke kun privatøkonomien, men også sygehusenes økonomi, påpeger Marianne Frederik, der repræsenterer Enhedslisten i Region Hovedstaden.
– Presset skyldes dels, at der er kommet flere patienter, bedre behandling og nye effektive medicintyper – men også den overnormale profit på medicin, forklarer hun og fortsætter:
– Det er et kæmpe problem, at medicinalindustrien har årelange patentrettigheder, der forhindrer andre i at fremstille billigere kopimedicin. Hospitalsapotekerne må gerne producere i mindre omfang, men de er for dårlige til at sikre sig patenter.
Marianne minder om, at danske hospitaler i en lang årrække producerede livsvigtig medicin til for tidligt fødte spædbørn uden at have patent. Pludselig kommer en ny producent på markedet, der sikrer sig patentet og hæver prisen med 4000 procent.
Joakim von And er misundelig
Medicinindustrien har patentrettigheder, der gælder i årevis. Konkurrencen er sat ud af kraft, prissætningen er helt uigennemskuelig og profitterne enorme. Beregninger viser, at 30 procent af medicinalbranchens omsætning bliver til overskud. NOVO Nordisk havde sidste år endda en fortjeneste på 42 kroner, hver gang der blev omsat for 100 kroner, svarende til et overskud efter skat på 38.600.000.000 kroner!
– Tallene er så svimlende store og fortjenesten så eksorbitant, at selv Joakim von And ville blive misundelig. Vi hælder penge direkte ned i lommerne på industrien i stedet for at bruge dem på sundhedspersonale og patienter, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund til Altinget.
Protestbevægelse viser vej
I de sidste ti år er det offentliges udgifter til medicin fordoblet, så der er nok at tage fat på. Et opgør med patentsystemet vil bane vej for åbenhed og gennemsigtighed i prisdannelsen. Øget indkøbssamarbejde mellem de nordiske lande kan presse prisen ned. Overnormal profit skal beskattes hårdere.
I Holland er der ved at udvikle sig en bevægelse i protest mod de høje priser. Tre apoteker har taget sagen i egen hånd og udvikler nu efterligninger af patenterede lægemidler mod kræft og sjældne sygdomme. Apotekerne har fået opbakning fra den hollandske regering. Det er ikke retfærdigt, hvis disse firmaer tjener masser af penge på patienterne, forklarer rebelfarmaceuterne.
Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig.