En ud af seks danske folkepensionister lever stort set udelukkende af folkepension, tillæg og ATP og har dermed hverken private- eller arbejdsmarkedspensioner til at supplere folkepensionen med. Det betyder, at deres månedlige indkomst efter skat ligger på godt 10.000. Det betyder, at de ikke befinder sig langt fra den grænse på 60 procent af samfundets medianindkomst, som er EU’s officielle grænse for risiko for relativ fattigdom.
I den vestlige del af verden taler vi om relativ fattigdom. At leve i relativ fattigdom udgør ikke en trussel i forhold til at få dækket essentielle behov, men ikke desto mindre kan relativ fattigdom svække individets fysiske og mentale velbefindende, fordi de har væsentligt mindre end andre. Mennesket er et socialt væsen med behov, der går ud over de rent fysiske behov for mad, tøj og tag over hovedet. For at fungere i samfundet er det afgørende at også sociale behov er tilfredsstillet.
Dette indlæg tager udgangspunkt i ph.d.-afhandlingen ”Fattigdom i alderdommen: Et sociologisk studie af levekår og hverdagsliv blandt de fattigste danske folkepensionister”, som ser nærmere på levekår og hverdag blandt de fattigste danske folkepensionister.