Bedre vilkår for patienter, personale og grøn omstilling

Enhedslisten er med i budgetforliget i Region Midtjylland, der løfter flere områder, som er afgørende vigtige for os. Det er til glæde for patienter, de ansatte og klimaet
Vi har længe kæmpet hårdt for, at Aarhus Universitets Hospital skal sikres økonomisk, som fundamentet for et stærkt Vestdansk sundhedsvæsen, hvilket vi satte på dagsordenen i Folketingsvalgkampen. Der er kommet et engangsbeløb på 100 mio. kr. fra staten, og et regionalt økonomisk råderum på 301,6 mio. Det giver rum til, at budgetforliget tilfører hospitalet yderligere 214 mio. kr., så det ikke lades i stikken. Det er uhyre vigtigt for hospitalerne i hele regionen.
Der er penge til alle hospitalerne, med en særlig prioritering til Randers og Horsens, der har været særligt hårdt ramt. Det gode er, at hospitalerne selv kan bestemme, hvordan pengene bruges. Vi fortsætter udviklingen med at ligestille psykiatrien med de somatiske hospitaler. Og så er der penge til et nyt hospitalsvaskeri og apotek, samt til de lokale sundhedshuse tæt på patienterne.
Det er alt sammen gode ting, vi er glade for. Men fremadrettet skal der stadigvæk flere penge til at sikre fremtidens sundhedsvæsen for at få genoprettet den underprioritering, der har været af sundhedsvæsenet gennem de sidste 10 år. Hertil kommer de fremtidige udfordringer med en stigende ældrebefolkning og et øget behandlingsbehov samt stigende medicinudgifter.
Enhedslisten har ved forhandlingerne fået sat meget mere fokus på personale og arbejdsmiljø især at de nyuddannede får en god start. Det er så vigtigt, at der er ressourcer nok til, at vi fastholder de gode arbejdspladser og uddannelsessteder med høj faglighed og godt arbejdsmiljø, så vi også fremover kan fastholde og rekruttere det nødvendige personale. Vi har foreslået en årlig pris for regionens bedste arbejdsplads, hvilket et kommende udvalg vil arbejde med.
Det er meget glædeligt, at et samlet regionsråd bakker op om FN’s klimamål og regeringens målsætning om 70 pct. reduktion af CO2 udledning i 2030. Det haft vi prioriteret højt at få med i forliget, så det er super godt for miljøet og den grønne omstilling, at det er lykkedes.
Det betyder fokus på bæredygtige indkøb og bæredygtig mobilitet bl.a. i den kollektive trafik. Og vi skal væk fra det kæmpe store forbrug af engangskopper mm. af plastic. Vi vil arbejde for, at man på hospitalerne ansætter ansvarlige til at arbejde med FN´s klimamål, så disse kan blive omsat til konkrete initiativer med vand, varme og energi samt genanvendelse af materialer. Grøn omstilling skal gøres nærværende og til at handle på.

Else Kayser og Signe Lund Jensen, medlemmer af Regionsrådet for Enhedslisten